Praktik og bachelorprojekt for maskinmesterstuderende, foråret 2026 – Daka Sarval i Løsning

Praktik og bachelorprojekt for maskinmesterstuderende, foråret 2026 – Daka Sarval i Løsning

1. lokakuuta 2025

Få faglige udfordringer, praktisk erfaring og muligheden for at gøre en reel forskel

Er du maskinmesterstuderende, og vil du kombinere dit praktikforløb med dit bachelorprojekt? Hos Daka Sarval i Løsning tilbyder vi et 6 måneders forløb i foråret 2026, hvor du får mulighed for både at prøve kræfter med driften på vores fabrik og bidrage til konkrete energioptimeringsprojekter, der kan reducere vores CO2-aftryk.

Om Daka – vi giver naturens ressourcer tilbage

Hos Daka Denmark arbejder vi hver dag for at få mest muligt ud af naturens ressourcer – og give dem tilbage på en ansvarlig måde. Vi indsamler, håndterer og recirkulerer biprodukter fra landbruget og fødevareindustrien, så de kan blive til bæredygtige kvalitetsprodukter som foderingredienser, gødning, biobrændsel og biodiesel. Daka Sarval indsamler og forarbejder foderegnede slagteri-biprodukter til foderingredienser til bl.a. kæledyrsfoder.

Som en vigtig del af Danmarks veterinære beredskab hjælper vi med at minimere risikoen for spredning af husdyrsygdomme. Vores mål er altid det samme: at omdanne biprodukter til nye værdier – med omtanke for miljø, mennesker og dyrevelfærd.

Daka Denmark er en del af SARIA-gruppen, med 13.000 ansatte, Europas førende inden for håndtering af animalske biprodukter og organiske restprodukter.

Om rollen

Du bliver en del af vores tekniske team på Daka Sarval i Løsning, hvor vi indsamler og forarbejder foderegnede slagteribiprodukter til ingredienser til bl.a. kæledyrsfoder.

Forløbet består af to dele:

Virksomhedspraktik (3 måneders)

Vi ved, hvordan det er at stå på kanten af arbejdslivet – og derfor gør vi en dyd ud af at give dig både udviklingsorienterede og mere rutineprægede opgaver. Du bliver en aktiv del af hverdagen på fabrikken, hvor du hurtigt vil mærke, at dine bidrag tæller, og at du bliver taget godt imod af teamet og din mentor.

I løbet af praktikperioden får du mulighed for at prøve kræfter med alt fra drift og vedligehold af vores procestekniske anlæg til projekter, hvor fokus er på optimering, sikkerhed og miljø. Vi forventer ikke, at du kan det hele på forhånd – men vi håber, at du er nysgerrig på at omsætte din teoretiske viden i praksis, og at du har mod på at arbejde selvstændigt, tage ansvar og byde ind med dine egne idéer på lige fod med dine kolleger.

Bachelorprojektet (3 måneders)

Hos Daka Sarval i Løsning arbejder vi målrettet med energioptimeringer – og her har vi brug for dig til at hjælpe os med at komme skridtet videre. I dit bachelorprojekt får du mulighed for at dykke ned i et område, hvor din faglighed kan skabe mærkbare resultater både for fabrikken og for miljøet.

Projektets fokus: reducer CO₂-udledningen og optimer energiforbruget i Sarvals rensningsanlæg. Med andre ord får du ansvaret for at kortlægge og analysere energiforbruget og procesflowet i vores rensningsanlæg. Dette indebærer:

  • Gennemgang af anlæggets drift og energiforbrug
  • Identifikation af optimeringspotentialer i både mekaniske og termiske processer
  • Udarbejdelse af konkrete forslag til energibesparelser og CO₂-reduktion

Du kan forvente et spændende og lærerigt forløb, hvor du bliver en del af en dynamisk virksomhed med mange tekniske løsninger at udforske. Du får tilknyttet en mentor, der følger dig tæt og fungerer som din faste kontaktperson gennem hele praktik- og bachelorperioden. Derudover står vores interne eksperter klar til at støtte dig, så vi sikrer, at dit semester bliver mindst lige så udbytterigt for dig, som det bliver værdifuldt for os.

Vi søger dig…

Vi leder efter en studerende, som har lyst til at prøve sin faglighed af i praksis og samtidig bidrage til konkrete løsninger, der gør en forskel for både fabrikken og miljøet. Det vigtigste er, at du er nysgerrig på at lære og klar til at tage ansvar for dine opgaver.

Du vil passe godt ind hos os, hvis du har interesse for:

  • Procesoptimering, energiforbrug og miljøteknik
  • Tekniske anlæg og deres drift
  • Dataanalyse og teknisk dokumentation

Som person trives du med at arbejde selvstændigt og struktureret, men du værdsætter også samarbejde og sparring. Det falder dig naturligt at tage ansvar for dine egne opgaver og samtidig bidrage aktivt til de fælles resultater. Du er vedholdende i dit arbejde, men møder dine kolleger på en åben og imødekommende måde, når du indgår i dialog på tværs af fabrikken. Derudover kan du formidle tekniske observationer på dansk – både mundtligt og skriftligt – så de bliver lette at forstå for både teknikere og andre faggrupper.

Praktisk information

Der laves en praktikaftale mellem dig/jer som studerende og os som praktikvirksomhed. Denne aftale beskriver hvilke opgaver du skal arbejde med i din praktiktid. Du er berettiget SU (Statens uddannelsesstøtte) i hele bachelorsemesteret (praktik + afgangsprojekt) og praktikken er således ulønnet. Et krav er, at du har afsluttet alle dine fagemner inden uddannelsens sidste semester.

Lyder det som noget for dig?

Så send os dit CV med 8-10 linjer i toppen, hvor du beskriver din motivation, og hvordan du passer ind i Daka Sarval.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sarvals Technical Manager, Lars Faldt, på tlf. 4026 5211 eller sende en mail på LFA@daka.dk.


Paikat

Daka Sarval, Dakavej 10, 8723 Løsning